Vi (Mads og Camilla) etablerede vores havtornplantage på Bornholm i 2010. Vores ønske var at udbrede kendskabet til havtorn, samt dele vores begejstring for de syrlige bær med en masse mennesker. Vi startede med at koge marmelade, helt enkel og cremet, let syrlig og med en intens smag og farve, den er nu nærmest blevet en klassiker. Hen af vejen er der kommet flere produkter til, og i dag producerer vi udover havtornmarmelade også sirup, sød saft, 100% saft og tørrede flager. Alle vores produkter er ren havtorn, dvs. vi mikser ikke med andre frugter eller bær, da vi gerne vil præsentere den rene smag af havtorn. Vi kalder det solskin på glas.

Det har lige fra begyndelsen været et mål for os, at anvende alle dele af råvaren, hvilket betyder at vi idag også presser olie af den lille kerner, der botanisk set er en nød, men det er en længere snak. Kerneolien har nogle fine hudplejende egenskaber.

Den sidste del af planten vi anvender er bladene, tørret giver de en dejlig te, der kan minde lidt om en mild grøn eller hvid te. Sortering og tørring af bladene er dog stadig en udfordring og derfor foregår dette kun i meget lille skala, enkelte tidspunkter på året. Vi leverer blade til flere lokale drikkevare-producenter og arbejder løbende på at blive endnu bedre til at udnytte denne del af råvaren.

På vores hjemmeside finder i inspiration og opskrifter til drinks og kager med havtorn. I kan også få mere information om hvad der sker her på Fløjlegård i Ibsker, hvor i både finder havtornplantagen, vores produktion og vores gårdbutik, hvis i melder jer til vores nyhedsbrev.

Gå til hjemmesiden